fredag den 27. juli 2018

Snøft - vores sidste sluser inden hjemturen

Vi tog tidligt afsted fra Mölln med kurs mod Lübeck. Dels ville det blive endnu en møg-varm dag - dels er der fem sluser, der skal passeres.
På sin vis var vi heldige! En peniche skulle samme vej som os, og da den "kun" var 71 meter lang, kunne vi følges med den gennem alle fem sluser.
Til gengæld kunne den ikke sejle mere end 5 - 6 km i timen mellem sluserne. Og det tempo er altså til at få lange no... af! Men der er ingen anden mulighed end at holde ud, for penicher har til enhver tid førsteret. Så vi var bare heldige at han banede vejen for os.
Efter de fem sluser lod han os overhale sig, så vi lige fik lidt luft under vingerne:)

Turen var sidste tur med sluser, og det er da lidt vemodigt. Hvem ved, hvornår vi igen kommer på sådan en tur.

Vi var også heldige at se storke på turen. En af dem stod kun få meter fra båden:
Her er også lige en lille video fra kanalturen (hvis den altså ikke er for tung for vise):

Nu ligger vi så i Lübeck og nyder storby-livet. Det vil sige ba-bu fra udrykninger, duften af kebab, lyden af sang og musik på restauranter og knejper.
Og masser af butikker :) Blandt andet måtte Lotte en tur på Niederegger-fabrikken, hvor der er ALT i Nideregger-produkter. Mmmmmmmm.

onsdag den 25. juli 2018

Mölln (igen)

Der er kun to sluser fra Lauenburg til Mölln. Men vi kunne se fra Lauenburg havn. at der var langsom fremdrift for sportsbåde på vej nordpå. Vi så fire-fem både ligge i kø i flere timer.
Endelig kom der en peniche ud af slusen mod os - og så var det med at få rubbet neglene. Vi nåede lige med i næste slusning opad, sammen med dem, der lå i kø.
Det var en mega varm dag, og alle var trætte/sure/varme. Lidt kaos ved placeringen af bådene i sluserne, og lidt bøvl med en peniche, som  sejlede for langsomt foran os.
Så da vi nåede Mölln, var vi møre. Og varme. Omkring 40 grader i kahytten, da motorerne også afgiver varme. Så det blev en aften, hvor vi bare forsøgte at overleve.
En gåtur i skyggen blev det dog til. Og der er SÅ smukt i Mölln. Her er en lille bro mellem søerne i Mölln:
Her sejler pænt store turistbåde igennem. Og alt andet der kan flyde; joller, padleboards, cykelbåde, fiskebåde, you-name-it. Her er lige et smukt billede med Mölln kirke:



Vi måtte rekreere os en dag i Mölln, da temperaturen igen sneg sig op på 31 grader udenfor. Det er muligt at lave andet, end at sidde i skyggen og drikke:)

Arh, måske lige bortset fra at bade. Lotte overvandt skrækken for "farlige" ting i vandet, og tog sig en svømmetur.
"Farlige" ting er fisk, vandplanter og sådan noget. Da vandet ikke er klart som ved en almindelig badestrand, kan man ikke se hvad der er en halv meter nede. Lotte er sikker på at der også er monstre og søslanger, så hun padler rundt hele tiden for at holde udyrene væk :)


Lauenburg på tilbagevejen

Til trods for at Lauenburg yacthclub-havn skal have penge for ALT, er det alligevel en dejlig havn.
Så der blev vi lige en ekstra dag.
Det eneste vi betaler for, er havnegebyr og strøm. Vi gemmer vores affald til næste havn, for vi vil IKKE give 1 euro for at komme af med affald.
Og vi benytter IKKE toilettet, som koster 50 cent pr besøg.
Strøm er vi nødt til at bruge. Det er en irriterende automat, som sluger alle vores mønter.
Men Lauenburg ligger fantastisk. Og havnemutter er sød. Hun anviste os en dejlig plads, med fabelagtig udsigt:
 
Men Lauenburg har den "bagdel", at byen ligger på en bakke. Al shopping foregår med "bedstemor-vogn". Hårdt opad (selvom vognen er tom). Nemt nedad :)
Vi manglede vand på flaske, så vi måtte tage turen op og ned. Og da der ikke er nogen "vandingshuller" på vejen, måtte vi købe noget sprøjt i Penny-markt, som sikrede, at vi overlevede nedstigningen :)

lørdag den 21. juli 2018

Stadig Uelzen

Indkøbs- og hviledag i Uelzen til os to. Båden er blevet gjort ren, og vi trænger til at slappe af.

Men bådejerne i Uelzen har arbejdsdag på havnen - så der bliver klippet, slebet og malet. Her er det fyrtårnet, som får en omgang.
Det er uhyggeligt varmt, og hen under aften kom flyvemyrerne frem. Vores båd er åbenbart interessant. Heldigvis mest udenfor:


Tilbagetur - nu i Uelzen

Uf - nu har vi været så langt sydpå, som vi kommer på denne tur. Vi har vendt næsen hjemad, og været i Wittingen, og er nu i Uelzen.
På vejen til Uelzen, kom vi i gennem den 23 meter høje sluse. Vi var dog mega heldige, og kom alene ned sammen med en anden sportsboot. Ingen penicher med denne gang. Så alt foregik pænt og roligt.
Her sluser vi:
Væggen inde i slusen er utroligt namset, så Lotte skubber båden væk fra væggen med en pind. Man skulle jo nødigt få grisset hænderne :)
I det hele taget har turen været det hele værd. Magen til flot sommervejr skal man lede længe efter. Der er blevet solet på dækket, spist masser af mad, og drukket en hel del af den vin, som Lærke og Jacob købte hos Fleggaard på vejen hertil :)
 
 

At have hund ombord - diverse billeder

Vi har nydt at have Django med om bord, til trods for at han fælder utroligt mange fine hår :)
Men rengøringen må vente - lige nu nyder vi bare at have verdens dejligste nussedyr om bord.





Fallersleben - fordi slusen til Wolfsburg drillede os

Vi havde planlagt at skulle en tur til Wolfsburg. Det er lidt tilbage ad Mittellandskanalen i retning mod Berlin. Men slusen "snød" os. Der var kø, og det var vi ikke lige stemt for. I stedet vendte vi om, for vi havde set et lille hyggeligt sted lige før slusen. Så det blev der vi endte; Fallersleben.
Vi blev mødt af en meget imødekommende hafenmeister. Et dejligt sted. Dog bag hegn og låst dør - men det giver en vis sikkerhed. Vi fik hafenmeister til at ringe efter en taxa til os, og så var det ellers afsted til Designers Outlet i Wolfsburg! Py ha - det er godt nok et fornemt sted! Så fornemt, at vi kun fik købt en enkelt t-shirt og et par klipklappere.
Lotte fik lige taget et kikset foto med en ulv! Det er jo Wolfsburg:

Turen tilbage i taxa tog noget længere tid, og kostede også mere! For Fallersleben havn er åbenbart hulens langt udenfor normalt taxa-område. Men ved hjælp af kvikke Lærke og hendes GPS på telefonen, fik vi chaufføren gelejdet på rette vej.
Smuk aften sol over Fallersleben og Mittellandskanalen:

fredag den 20. juli 2018

Heidanger

Heidanger er et must. Altså et sted man er nødt til at besøge. Der er simpelthen så fint i Heidanger. Først skal man lidt ned ad Mittellands-kanalen, så skal man lidt ned ad Salzgitter-kanal, og så er der en lille bitte åbning ind under en fem meter høj (lav) bro ind til selve havnen.
Her er stille og smukt. Og en fantastisk restaurant. Vi blev nødt til at spise på restauranten bare fordi vi var der :)


 
 
På vejen til Heidanger er Jacob en engageret fuglekigger. Han er allerede blevet ret ferm til at spotte fugle, selv om han har haft en ret hård start i vores amatør-ornitolog-familie. Men nu er han i stand til at genkende såvel musvåge som rød glente.
Der er rigtig mange røde glenter her ved kanalerne. De er SÅ super elegante flyvere :) Så nu har Jacob også fået "pip", som vi kalder vores fugle-interesse:)
 
 
Og der er bare smukt på kanalen:
 

Gennem Uelzen sluse med børn og hund

Vi havde planlagt, at turen med børn og hund skulle foregå stille og roligt, så derfor startede vi med at tage en tur med sluse Uelzen, som "kun" er på 23 meter!!!
Heldigvis er den udstyret med flydepullerter, men alligevel er den ret overvældende. I hvert fald var det en stor oplevelse for vores gæster, dels at opleve den fantastisk smukke natur ved kanalen, og at opleve en tur gennem slusen.
Django var dog knap så begejstret. Efter den første tur, havde han fået nok af at være på dæk, og lagde sig ned på toilettet i agterkahytten. Det er det mest "stille" rum i båden (når der ikke lige er nogen på potten), og det er en passende størrelse til en at en hund kan krølle sig sammen og føle sig tryg.
Første havn på vores gæste-tur var Wittingen. Den ligger meget passende på turen ned ad Elbe-Seite kanalen, og vi havde ikke været der før.
Det viste sig at være én af de havne, som er udstyret med en hafenmeister, som mener at han er "konge". I hvert fald fik vi besked på at vi skulle rykke vores båd HELT fremad på broen. Hvis vi ikke gjorde det, så var det AUS. Ja ja, så vi rykkede fremad. Det gav dog ikke plads til flere både, da broen ikke var så lang. Men han fik sin vilje, og vi fik fred.

En tur i Uelzen

På vores første dag i Uelzen udnyttede vi at Lærke og Jacob var i bil og kørte en tur til banegården i Uelzen. Vi havde hørt, at denne banegård skulle være helt speciel, og det er korrekt. Banegården er udstyret med flotte søjler i keramik i mange farver.

Her fik vi en god frokost, men hvem skal nu betale?


I det hele taget er Uelzen en flot gammel by:





Fem dage med gæster

Lærke, Jacob og Django var så heldige, at de fik fem dage ombord på Island Queen i det mest fantastiske vejr.
Vi har været i Wittingen, Heidanger og Fallersleben. Derfra tilbage til Wittingen, og nu er vi i Uelzen, og de tre gæster er kørt hjemad til Ågerup.
Vi har en masse gode billeder, men netforbindelsen er helt ad h... til, så det er umuligt at komme til at loade indlæg til bloggen med billeder. Derfor bare dette lille indlæg, så vores familie/venner kan se at vi stadig lever.
Når vi igen kommer til et civiliseret sted, har jeg lidt af et efter-dokumentations-arbejde med tekst og billeder - men det kommer :)

fredag den 13. juli 2018

Yndige Uelzen

Jaaaa, så er vi i Uelzen. Det har hele tiden været et must for os at genbesøge Uelzen.
Vi ved ikke hvordan man udtaler Uelzen, men vi siger Ølsen :)

Først afgang fra Lauenburg, hvor vi lige skulle et smut medstrøms på Elben. Lauenburg by ligger simpelthen så smukt ud til Elben:
Herefter tju-hej ned at Elbe-Siete kanal frem til Scharnebeck sævehænkeværk - øh hævesænkeværk!
Fantastisk konstruktion.
Vores VHF kan ikke anvendes til opkald. Måske fordi vi har lagt antennerne ned for at minimere vores højde. Så et telefonopkald til hævesænke-mester var nødvendigt.
Kort efter kom vi med i numsen på en "Skubber". Altså et fartøj, som kun har til opgave at møve rundt med en pram med containere.
Scharnebeck består at to "kasser" som kan køres 36 meter op eller ned alt efter hvilken retning man er på vej på. Som regel kører den ene kasse op, når den anden kører ned. Men i dag var det ene kammer under reparation. Så der var pres på maskineriet, og vi vart heldige at komme med op ret hurtigt.
Her er vi på vej op:


 
Vi skal op og ramme den sorte port oppe øverst i billedet. Bemærk at der står en masse mennesker og glor på menageriet på etagen nedenunder den sorte port. Scharnebeck er et meget populært udflugtsmål.
 
Da vi var helt oppe, tog jeg et billede bagud. Fantastisk udsigt der oppe fra:
 
 
Nu er vi så i Uelzen. Og her er præcist lige så dejligt, som vi huskede. Dejlig lille havn med godt miljø, dejlig restaurant, og ravage i bassinet, hver gang en peniche sejler forbi. Lige som vi godt kan lide det.
 
I morgen kommer Lærke, Jacob og Django. Så skal vi sejle, slappe af, nyde naturen, æde og drikke. Så måske er jeg ikke så flittig på bloggen de næste dage :)
 
 
 
 

torsdag den 12. juli 2018

Vores plan er ændret - Berlin når vi ikke

Vi har revurderet vores rejseplan, og har besluttet, at vi ikke stræber efter at nå Berlin.

Der er vist lidt for langt til Berlin med den fart vi (ikke) har på. Vi er slow-travellere og nyder at tilbringe en overligger-dag i de havne vi besøger.
Og vi er lidt usikre på om vi kan klare os med de diesel-steder, vi ved der findes på turen. Og det er ikke mange.
Og så er vi også usikre på om sejlads på Elben er noget for os? Der er ikke mange havne at vælge imellem på Elben.
Derudover har vi erfaret at tørken volder problemer for sejlads på Elben. Og vi vil ikke risikere at komme til at ligge et eller andet sted - og ikke kunne komme derfra igen.

Så vores plan er nu, at vi stikker næsen ned på Mittellandskanalen, besøger nogle havne der, og så stille og roligt vender næsen hjemad samme vej som vi kom herned.

Vores datter og svigersøn plus hund kommer på lørdag, og skal tilbringe nogle dage sammen med os. Det glæder vi os meget til. Vi har talt SÅ meget om hvor smukt der er på kanalerne, og nu skal de have lov til at dele den oplevelse med os :)

Lauenburg, hvor Elbe-Lübeck kanal møder Elben


For allerførste gang på vores tur, var der regnvejr i sigte. Og varslet sagde at det ville regne hele dagen.
Det så dog ikke sådan ud, når vi kiggede ud at vinduerne. Så ved 13-tiden tog vi afsted fra Güster.
På turen skulle vi igennem to sluser. Og selvfølgelig skulle det regne, når vi skulle sluse. Men selv i regnvejr er her smukt:
Vi kom ind i Lauenburg sidst på eftermiddagen. Det er også et sted, vi har glædet os til at gense. Havnen ligger lige før Elbe-Lübeck kanalen "smelter" sammen med floden Elben. Så det er et trafik-knudepunkt.
Peter elsker penicher, og er helt vild, når der kommer én forbi. Og det gør der ofte lige her. Han hopper rundt på agterdækker og holder øje med hvad der sker.
Jeg derimod tog turen op på broen over Elben, og tog et par billeder:
 

Som man måske kan fornemme, er Elben bred i forhold til de kanaler vi ellers færdes på.
På vores næste dagsrejse, skal vi cirka 300 meter medstrøms på Elben, hvorefter vi drejer sydpå ad Elbe-Seite kanal. Vi skal stadig lidt sydpå for at komme til Mittellandskanalen.

onsdag den 11. juli 2018

Feriecenter Güster - smukt men outdatet

Vi hørte i Mölln, at vores nabobåd ville sejle til Güster, som ligger kun 12 km fra Mölln. Det ville vi så også prøve, for der har vi ikke været tidligere.
Om Güster står der at det er et "renaturierten Baggerseen". Det tolker vi som et genetableret naturområde omkring en grusgrav. Vandet er ikke særligt dybt, og vandplanterne snor sig op til overfladen. Det myldrer med fisk og fugle. Vi listede os langsomt ind på en plads, mens vi skævede til dybdemåleren og vandplanterne.

Og bevares - der er smukt i Güster. Faktisk helt urimeligt smukt. Men det er ved at forfalde fuldstændigt om ørene på dem. Broerne var rådne og træværket skreg på Gori.
Men smukt er der:
Vi spiste til aften på restauranten, som ligger helt ud til bassinet. God mad og fantastisk udsigt. 

mandag den 9. juli 2018

Vi har glædet os til Mölln

Ved afgang fra Hansahafen i Lübeck, havde vi tænkt os at tage turen ud under tog-broen, for at slippe for at skulle lægge targabøjle og telt ned. Denne bro kan nemlig åbnes, og ville dermed være høj nok til at vi kunne komme under uden ændringer.
Men det havde broen andre planer om. Den var nemlig ikke-kontaktbar, og en tysker fortalte os, at den kun åbner én gang i døgnet, og det er kl 10 om morgenen. Og det nåede vi ikke.
Så ned med targabøjle og telt. Så ser vi sådan ud:
 Det er lidt noget rod. Da vi var kommet ud af Lübeck, kunne vi rejse skidtet op igen, og så var det ellers bare derudaf med sluser.
Her er den første:
Der var fem sluser på første dags-tur. Dejlig vejr og skøn udsigt. Vi så sortkrager, glenter, fiskeørn og traner.
Og masser af siv med cikader, skov, marker, køer og alskens andet yndigt.

Gensyn med Mölln, hvor vi lige kunne klemme os ind på en pæleplads. Men det er flydebroer, så det betyder at der er fuc.... langt ned fra stævnen af båden til broen. I hvert fald så langt, at kun Lotte kunne/turde hoppe i land.  Altså måtte Peter blive ombord. Han måtte blive der indtil næste formiddag, hvor Lotte fandt et byggemarked, hvor man kunne købe trappestiger. Han mente at det var slaveri at blive "holdt fanget" ombord :)

Mölln er dejlig, og vi tager en overliggerdag, så vi kan komme en tur i byen sammen.

lørdag den 7. juli 2018

Fanget i mellem to brylupper

En spændende dag i Lübeck :)
Vi startede med et loppemarked på havnen. Dejligt solskinsvejr og blæst. En øl gør godt i varmen.
Oven i købet Carlsberg!
Tyskerne er for resten lidt mærkelige m.h.t. øl. Jeg var i et Rewe-supermarked for at købe box-vin. DET er bare ikke tysk mentalitet. Jeg kunne finde fem slags box-vin på en lille ende-reol i fødevare-afdelingen, mens der var hundredvis af øl at vælge i mellem i en kæmpe stor særskilt afdeling for drikkevarer! Hm!

Resten af dagen var vi "nyttige". Lidt bådvask, indstilling af viskerarm på en ny-indkøbt vinduesvisker. Og så lige en tur ud at købe Niederegger. Det er et chokoladeprodukt fra Lübeck, som bare er fænomenalt godt.
Der er seks luksus-bidder i sådan en stang. Mums.

Aftenen udviklede sig til et lydshow af dimensioner! Først startede en bryllupsfest stille og roligt op på "vores" side af havnen. Skønsang og festklædte gæster. Brudeparret ankom i båd til havnen.
Så sejlede et slagtøjsorkester forbi to gange. Super god musik.
Derefter begyndte et tyrkisk bryllup på den modsatte bred. Live-musik for fuld udblæsning med tyrkisk musik.
Derefter bølgede musikken fra bred til bred. Det handlede vist om at overdøve hinanden. Vi var fanget i midten, men det var faktisk ret underholdende.
Lotte nød underholdningen i cockpittet med sit strikketøj:


fredag den 6. juli 2018

Lübeck - Hansahafen er blevet fornyet

Nu begynder vores egentlige kanalsejlads:)
Først Trave-Lübeck kanal. Her er der masser af trafik med sejlbåde, motorbåde, og så de store coastere og penicher. Tungen lige i munden.
Undervejs kom vi forbi denne faldefærdige bygning:

Måske kan man købe skidtet, og lave en dejlig taglejlighed? Der er allerede træer i øverste plan:
Lübeck er en dejlig by. Masser af forretninger og liv og leben. Hansahafen er blevet moderniseret siden vi var her i 2010. Nu ligger havnen på den vestlige bred, og alt er helt nyt.

Vi bliver her en ekstra dag :)

Endelig i Travemünde

Afgang fra Burgstaaken med kurs mod Travemünde.
Først skal skibet støves lidt af:
 
Det var en lidt kedelig tur på fire timer, hvor bølgerne bare ikke kunne lade os være i fred!
Så nåede vi endelig til Travemünde. Vi har begge haft lidt kriller i maven over at skulle nå hertil, for vi har jo ingen hjælpeforanstaltninger så som sejl, når vi ligger derude midt i ingenting.
Men nu er vi ved indsejlingen til de tyske floder og kanaler :)
Det flotte skib Passat ligger ved indsejlingen:
Vi fandt en plads i Travemünde ved fiskerihavnen på den vestlige side i indsejlingen. Det var måske ikke det bedste valg, men vi fik et pragtfuldt udsyn til de forbi passerende coastere og færger. Det er altså SÅ imponerende hvordan de kæmpe skuder kan jongleres rundt.
Man kan lige ane vores båd lige ved stævnen af Finnlines (det blå telt).

Lotte fedtede sig til en omgang bådvask hos havnefogeden. Altså på den måde, at vand er en mangelvare, så det er egentlig kun noget man kommer i tanken på båden. Men lidt charme kan gøre meget. Så båden blev sæbet ind mens Peter fyldte vandtanken, og derefter kunne Lotte skylle sæben af i fuld firspring :)
Herefter er vi klar til kanalfarten. Nu vil der ikke længere komme saltvand på båden, så al bådvask kan klares med en klud. Og fender-beholdningen kan hænges udenbords og kan blive derude i nogle uger :)

onsdag den 4. juli 2018

Bryllupsdag i Burgstaaken

Jubiiiiiiiiiiiiii - endelig kom vi til Tyskland. Vinden artede sig nogenlunde i dag, selvom det blev til fire-fem timers rulletur over Fehmarnbælt.
Undervejs havde vi udsyn til de mange vindmøller syd for Nysted. Det er et helt enormt stort område, der er plastret til med vindmøller.
Endelig efter cirka tre timer begyndte land at dukke op i horisonten.
Sejlrenden blev passeret uden kollisionsfare med de store coastere og færger. Og så endelig kunne vi gå i land i Burgstaaken. Her var vi også for otte år siden. Dejligt gensyn.

Vi fik en fin plads inderst i havnen, hvor der ligger coastere foran kornsiloen. Rigtig megen hurlumhej og trafik af traktorer, kraner, cykler, turbåde og turister. Pyha.

Vi fejrede vores 31 års bryllupsdag med en omgang spareribs på en restaurant. Her er Peter med fyldt mave: